Vores fysiske og mentale sundhed er afhængig af at vi får sovet godt og nok, og alligevel har rigtig mange mennesker udfordringer med at kunne sove. Andre kan bare lægge hovedet på puden og så sover de indtil næste morgen. Søvnen og vand er de mest undervurderede behov vi har, som betyder så meget for vores helbred.
Kvaliteten af vores søvn er også vigtig, så det drejer sig ikke kun om antal timer vi sover, men også om kvaliteten af den søvn vi har. Når vi er påvirkede af stress, så mærker vi det ret hurtigt på vores søvn og på vores hukommelse. Derfor skal vi også gøre noget ved stressen samtidig med at vi arbejder på søvnen.
Forslag til aktions du kan prøve af:
Hold en fast døgnrytme igennem ugen, og gå i seng på samme tid og stå op på samme tid hele ugen igennem. Hele vores krop kører i en rytme, så jo mere ens det kan være jo bedre.
Gå en tur hver dag på ½ time for bevægelsens og tankebearbejdningens skyld. Dyrk motion 2 gange om ugen. Vi er alt for inaktive i Danmark.
Hav en fast aftenrutine hver aften, hvor du skruer ned for aktiviteterne, så din krop og hjerne forstår, at nu skal der snart soves. Læg din mobil og computer væk i god tid inden der skal soves.
Hav en blok liggende på dit sengebord, hvor du kan skrive alle tankerne ned, der suser rundt i dit hoved. Tøm alle tankerne ud på papiret, og så kan du tage dig af det næste dag, hvis det er vigtigt. Det reducerer myldretankerne om natten.
Lig i din seng og lav muskelspændinger og afslapninger, hvor du starter i ansigtet og går dernæst til hals og skuldre og resten af kroppen igennem. Du spænder musklerne først og slapper helt af bagefter.
Vejrtrækningsøvelser findes der rigtig mange af ift. afslapning. Prøv dem af for at se hvilken en der virker for dig.
Generelt findes der ikke en ”One fits all” løsning på søvnproblemer, og du er nødt til at prøve dig frem, for at se hvad der virker for dig. Prøv også at undersøge om du har mentale overbevisninger omkring din søvn, der ikke gavner dig. Dem kan du også arbejde med at ændre.