Det er ikke en opgave der ligger i HR afdelingen – nej det er en opgave, hvor hele virksomheden er involveret, og hvor alle har et ansvar og en rolle i at det lykkes. Både ledere og medarbejdere har en aktiv del i at sikre den mentale sundhed og psykologisk tryghed på arbejdspladsen.
Når jeg kommer rundt i virksomheder og underviser i Stressrobusthed, så hører jeg rigtig mange tolkninger af hverdagens problemer. Virksomhederne er jo en organisation af enkeltindivider med hver deres livsoplevelser i rygsækken. Det betyder hver enkelt tolker på lederen, på opgaverne, på arbejdet, kollegerne og arbejdsmængden med hvert deres mindset og holdninger. Det kan skabe usikkerhed, konflikter og uro på arbejdspladserne, hvor energien kan bruges meget bedre.
Det starter med viljen til at etablere en arbejdsplads, hvor ledelsen og medarbejderne beslutter sig for at gøre en forskel, og arbejde med at forstå deres egen andel i processen. Vi skal turde at snakke om alt det vi går og tolker på hver især. Vi skal være konstruktive i vores kritik, og snakke om forbedringer mere end problemer. Den åbne dialog er med til at skabe psykologisk tryghed i hverdagen.
Ved at skabe et fælles sprog og tillade den åbne og ærlige dialog, så er der mulighed for at lave forandringer, der skaber en arbejdsplads, hvor man føler sig tryg. Når vi er trygge og oplever opbakning på arbejdspladsen, så kan vi bruge vores energi på udvikling og innovation. Det er den bedste investering at man som virksomhed kan lave – mental sundhed for medarbejderne og psykologisk tryghed på arbejdspladsen.