Mit drive som iværksætter kommer fra at jeg gør en forskel for de virksomheder, der har brug for at få forbedret den mentale sundhed for deres personale – de har nemlig et uforløst potentiale. Generelt kan virksomhederne lære at se muligheder for ekstra kapacitet og ekstra energi ved at tænke anderledes om det allerstørste potentiale de har – nemlig deres personale.
Der er så meget virksomhederne kan gøre – og især ved at se det enkelte menneske, som et potentiale i stedet for en ressource. Mennesker kan så meget mere end de selv og virksomhederne tror, hvis de har det godt med sig selv og ikke bruger al tiden på at have fokus rettet indad på dårligt selvværd eller være stresset.
Jeg har en ledelsesbaggrund og er også uddannet Stresscoach og har altid arbejdet med personlig udvikling, og alle de kompetencer kommer i brug, når jeg arbejder med mennesker og deres udfordringer. Mit fokus er på de styrker de har, selv de har det svært lige her og nu. Den enkelte medarbejder lærer at tage ansvar for deres eget velbefindende, og får værktøjer til fremadrettet at have fokus på at være den gode medarbejder, der passer på sig selv og har energi og overskud.
Jeg har lært så meget som iværksætter, og har udviklet mig enormt over de sidste 2½ år. Det er en af de fedeste rejser jeg nogensinde har været på – og klart også den hårdeste. Det kræver meget, men er også enormt givende når jeg hjælper andre mennesker til større livsværdi.
Hvis jeg skal give et godt råd til andre iværksættere eller dem der tænker på at blive det – så må det være IKKE at lytte til alle dem, der siger at du ikke kan! Jeg er i hvert fald super tilfreds med alt det jeg har opnået indtil videre, og meget stolt af mig selv.