Når kalenderen i dag rammer d. 1. maj 2023 er det præcis 2 år siden, at Mie og Annette sat strøm til deres fælles virke i Stærk Balance. Vi har fanget de to skønne personer til en snak omkring deres fælles rejse fra idé til virkelighed og videre til nutid og til fremtid.
Det lille køkken emmer af kreativitet trods det gullige industrielle skær fra loftlampernes lysstofrør. Midt i køkkenet på Lumbyvej i Stærk Balances lokaler er placeret et køkkenbord, der vidner om to poler, modpoler og medpoler, der på hver sin side af bordet yder en indsats for det fælles projekt, de har døbt ”Stærk Balance”.
På venstre side af bordet sidder datter, Mie. Og på højre side af bordet sidder mor, Annette. Midt imellem i både fysisk og mental forstand sidder undertegnede, der skal forsøge at hive en fortælling ud af de to medsammensvorne i, hvad der tilnærmelsesvis kan minde om ”mexican-standoff” i bedste John Wayne-stil.
Vi sidder i køkkenet. Vi snakker. De fortæller. Jeg lytter. Fortæl os om ”Stærk Balance”, fortæl os om Mie, fortæl os om Annette. Hvornår, hvordan og hvorfor?
Stærk Balance opstår
”Mor, du skal være med i min virksomhed”.
Sådan forestiller man sig ordene er sunget den dag for mere en to år siden, hvor Mie energisk antastede sin mor Annette med det formål, at hive hende med i sølet og ud på en rejse med fælles fodslag. Mor, Annette, sagde selvfølgelig ”ja” til den mulighed og derefter har de to ikke set sig tilbage.
”Vi dobbeltjobbede i et helt år inden, at vi tog springet”, lyder det fælles fra begge på hver sin side af køkkenbordet. Og på den vis er fortællingen om Stærk Balance en iværksætter fortælling på mange måder, når emnerne bevidner om et liv i en tosporet hovedvej, hvor venstrevognbane danner vejen fra klokken 8 morgen til 16 eftermiddag og højre vognbane bliver fremdriften i resten af døgnets både lyse og vågne timer. ”Når vi ikke arbejdede på vores normale arbejde, var vi i gang med at udvikle Stærk Balance”.
Men så alligevel ikke. Fordi kradser man lidt i overfladen, finder man de små nedslag i tidslinje, der river historien om Stærk Balance ud af en sædvanlig kontekst og ind i et personligt univers, hvor to mennesker finder hinanden omkring noget fælles tredje. Ikke religiøst. Ikke kult. Men alligevel med en vis determination, der vidner om et 24-timers arbejde. En livsstil mere end et arbejde.
Sommerhuset på Langeland
Det skulle ikke tage meget mere end et års tid, fra Mie og Annette slog hånd på at søsætte ”Stærk Balance”, førend de tog det næste af mange store skridt, sagde deres daværende job op og lod sig opsluge i uvishedens lunefulde dans om bålet. En dans der skulle føre dem direkte i et sindelag, der krævede fuldt fokus på nutid og fremtid mere end datid. Derfor skulle et attentat på uklarhed ske fyldest, hvorfor de sammen pakkede bilen og begav sig ud på rejsen mod fremtiden: et sommerhus på Langeland.
Turen blev den reelle dannelsesrejse for fremtiden. Med champagne, god spise og en masse optimisme valgte de to at isolere sig på den Sydfynske ø i nogle dage for at udtænke den forkromede plan for fremtiden af ”Stærk Balance”. Foruden at udtænke både visionen og missionen, værdierne samt den fælles ”et-” og ”fem-års-plan”, bød dagene også på et selvforanstaltede photoshoot, fordi der skulle være nogle ”gode billeder” til den nye hjemmeside. ”Vi pisse frøs”, lyder det fra Annette, når snakken falder på den famøse sommerhus tur til Langeland, der fandt sted for to år siden som en del af den spæde start.
Ganske sigende for makkerparret, mor og datter, blev billederne taget med fuld udblæs på de hyggelige noter på trods af minusgraderne i den kolde vind langs Langelands kyst og alt for lidt tøj. Man skulle jo kunne se det nye logo på ”arbejdstøjet”. De eksisterer den dag i bedste velgående på hjemmesiden. Tag selv et kig. Og med det blev et visuelt univers balanceret.
Nye klæder, der klæder
Fra Langelands lunefulde hymnen langs vandkanten skulle de to iværksætter, i ordets forstand, iværksatte en ultimativ indflytning og udvikling af Stærk Balance. På Lumbyvej 13A tæt ved Odense Havn, lokalerne der tidligere var tilholdssted for det hårdtslående MMA-miljø i Odense, forelskede både mor og datter sig i lokalerne, der tydeliggjorde drømmene, visionerne og strategien. ”Snip, snap”, sagde det og straks efter havde Stærk Balance indtaget hellig grund og flyttet i de selvsamme lokaler, de udfolder sig i den dag i dag.
Livet som iværksætter byder på en række forskelligartede opgaver, skulle de begge hurtigt sande. De tomme kvadratmeter møblerer ikke sig selv. Og slet ikke den slags, hvor man har en idé om, at folk skal kunne få lov at få svedperler på panden, ondt i musklerne og blive ergonomisk ommøbleret mentalt. ”På med arbejdshandskerne”, siger Mie kækt over medens Annette glipper med øjnene. ”Det var en proces, må man sige”, lyder der gengældt fra morens side af køkkenbordet.
Træningsudstyr, maskiner og alskens interiør med dertilhørende indretning skulle vise sig at være en vandring af iværksætterens ”Camino-sti”: spændende, hårdt og seværdigt, såfremt man mestrer kunsten at ”skynde sig langsomt”. Ting tager tid. To ting tager længere tid. Og flere ting ved vi ikke, hvornår vi er færdige med. Men færdige blev de – både med indretning, udretning og beretning af de nye lokaler. De selvsamme lokaler, de på deres 2. års fødselsdag inviterer inden døre til champagne, kaffe og kage.
Mor og datter
”Vi er et godt makkerpar, som supplerer hinanden godt”, fortæller Mie. ”Og så er vi jo også mor og datter”, supplerer Annette.
Man overvejer situationen en ekstra gang, når det bliver bekendt, at Mie har startet en virksomhed med sin mor – og ditto. Undertegnede selv kan end ikke forestille sig hvilken type virksomhed, man ville kunne starte med sin egen mor. Og derfor falder 10-øren også promte, når de to skal forsøge at svare på spørgsmålet om, hvorfor man egentlig vælger at starte en virksomhed i en uvant men inspirerende ”mor og datter”-konstellation. ”Det handler ikke om, at vi er familiære. Det handler om at vi supplerer hinanden helt vildt godt. Menneskeligt og fagligt. Derudover er jeg hendes mor”, fortæller Annette.
Et konkret eksempel herpå til at beskrive lige netop det format og potentiale, tager afsæt i den første gang de oplevede decideret efterspørgsel på deres fælles kompetencer. Med en ledende chefstilling i en større produktionsvirksomhed, havde mor, Annette, nok at gøre med at holde alle sine ansatte sunde og raske. Mie blev hentet ind (ganske formelt og efter offentligt udbud) til at skabe et træningsforløb for medarbejderne på lageret. Et forløb der skulle vise at få strålende succes, hvor 40 mandetimer om ugen blev trukket ud af produktionen og i stedet konverteret til træning i fællesskab på arbejdspladsen. Resultatet kunne aflæses direkte på bundlinjen, hvor såkaldte ”arbejdsskader” reduceredes til et stort fedt og rundt nul i løbet af et års tid. Det vel og mærket uden at produktiviteten faldt.
Gevinsten ved at investere i medarbejdes sundhed, med Mie og Annette ved roret, skabte både fysisk og mentalt sunde medarbejder, der havde oplevet et løft i den fysiske og mentale tilstand, hvor træning, motion og fællesskab grundlæggende skabte bedre vilkår for at udføre de opgaver, man er ansat til.
Visionen
”Vi er overbeviste om, at der i løbet af kort tid kommer meget mere fokus på det hele menneske i balance – også på arbejdspladserne”, lyder det fra Annette. Og derfor er visionen og ganske tydelig for Stærk Balance den dag i dag. Det handler om at give alle de, som kommer under kyndig behandling hos dem troen på egen virksomhed, faglighed og drømme.
”Alt for mange aner ikke, hvad de skal svare, når vi spørger dem, hvad de egentlig drømmer om, hvad der er gode til på deres arbejde og hvad de egentlig gerne vil arbejde med”, uddyber hun. ”Det kan ikke nytte noget, at vi kun udnytter 30% af det potentiale, der ligger i den medarbejder, man er på en virksomhed. Og det er grundlæggende ens egen forpligtigelse at stille sig selv det spørgsmål, om man leverer det, man er ansat til. Det er ens eget ansvar”.
Og uden at det skal lyde belærende eller hårdt skal det forstås med og læses som en rettesnor for, hvordan de med tiden har opbygget en vidensbank af erfaringer, der fortæller en historie om, hvordan menneskeligt forfald kan være byggestenene til en ny og gunstig fremtid, tilværelse og livsstil for den enkelte – på arbejde, i hjemmet og fritiden. For de ting hører sammen.
Tillykke til Mie og Annette, mor og datter og Stærk Balance med 2 års virke som vores allesammen vogtere for mental sundhed, livsglæde og tro på det enkelte menneske.
I er pisse seje.
Se hele historien her hos RaceClub netværket:https://raceclub.dk/staerk-balance-fylder-2-aar/